Pinseturen 1942


Pinsedag 24. maj 1942

Da jeg har kigget lidt tilbage i bogen, er jeg blevet klar over at det har været koldt vejr de sidste 3 år Pinsedag, så det var i grunden ikke så mærkeligt at det i år, da vi stævnede mod Holtegaard, var bidende kulde, Vi her fra Øm der kom på cykel, kunne dårlig holde varmen, selv om vi var pakket i vintertøjet. Vi havde Ida med os og vores lille feriepige sad på cyklen hos Børge. De øvrige 4 fra Korshøj havde været hos os dagen før, men var samme dag kørt videre til Kohavegaard, hvor de overnattede og fulgtes derfra med Kaj Verner og Kirsten til Bregentved, hvor vi alle skulle mødes Erna og Knud og begge drengene kom kørende i Jumbe og fra Holtegaard, hvor Rigmor og Poul havde ferie i nogle dage, og hvor også Poul og Grete er, kom de alle dels i vogn og dels på cykel, de eneste der kom med toget var moster, morbror, Gudrun og Richard der blev kørt til bestemmelsesstedet i bil. Jyderupperne kom ikke, da Ruth var på sygehuset i Holbæk og Poula skulle begynde på Sankt Hans den dag, så hun kunne ikke få fri. Nå endelig var vi da samlede ved et lille traktørsted ved Slottet, og vi fik pakket vores lækre smørebrød op. ( Erna havde nu tomat til 1 kr. ) Humøret var højt og det ene stykke mad forsvandt efter det andet, skyllet ned med diverse øl og snaps. Far havde et ekstra lager med, hvis nogle skulle være gået tør, så alle var tilfredse, undtagen værten der vist ikke tjente mange øre. Bag efter gik vi en lang tur i parken og skoven, der var lige nyudsprunget og meget smuk. Parken var derimod dårlig holdt til stor utilfredshed for os husmødre, der lige havde slidt i det hjemme for endelig at få haven i orden til Pinse. Snart frøs vi dog så meget, at vi længtes efter kaffen og de varme stuer der ventede os på Holtegaard, og hele selskabet (29 i alt) begav sig af sted. Efter det dejlige kaffebord beså vi Gretes Kanineri og haverne der var i fin stand. Græsset var slået. Gangene revet og flaget gået til tops.
Efter at herrerne havde været i marken og damerne havde sludret hyggeligt en tid, blev der ledt til bords, hvor vi fik kalvesteg med grøntsager og dejlig rombudding efter Bedstemors opskrift. Kaffen indtog vi i dagligstuen ovenpå og derefter var der generalforsamling, hvor Rikard og Gudrun inviterede os til at komme hos dem Pinsedag 1943, og som Suppleant melde Kaj Verner og Kirsten sig. Dagen endte med stor opredning af senge, da alle husets børn, svigerbørn, Børnebørn og morbror skulle overnatte, så det var kun den mindste del der atter tog hjem, men vi var alle enige om, at det havde været en dejlig dag, og jeg synes, det er godt at hverken vejr, vind, dårlige befordringsmidler eller dyr mad kan forhindre os i at holde vor familie – Pinsedag.
Stenagergaard, Elly Hansen.