Pinseturen 1953

Pinsedag 24. maj 1953

Mon noget emne har givet anledning til så mange samtaler og bekymringer landet over som talen om vind og vejr. Og dette gælder ikke mindst i ferietiden eller når en forudbestemt dag skal benyttes til en udflugt en sommerdag ved skov eller strand. Det gælder i endnu højere grad når landmændene sukker efter regn, eller højlydt beklager sig over regnen snart vil gøre ubodelig skade på høsten hvis vejret ikke snart bliver bedre.
Når man kikker tilbage i pinseklubbens protokol, så er det kun meget få pinsedage i klubbens 14 årige levetid, der har været begunstiget af rigtig fint vejr. Det vil sige stille og varmt solskinsvejr. Ofte har det været regn, blæst eller kulde.
Pinedag den 24. maj 1953 er ingen undtagelse fra reglen. Det var Gudrun og Rikard som denne dag var værtsfolk og samlingssted det for medlemmerne med den medbragte frokost var, ved den nye smukke Munkholmsbro. Solen skinnede med en stærk blæst blev årsag til at den ved frokosten udsete plads for de ca. 40 pinsedeltagere måtte opgives. I stedet blev der valgt en plads i skovbrynet ved den nye Munkholmsvej, hvor der var nogenlunde læ, men hvor der tillige var stærk trafik af biler og cykellister og kæden langs vejgrøften blev lang. Efter frokosten kørte de fleste af selskabet af forskellige veje til Særløse kirkegård, hvor der gjordes holdt, særlig for at se Hanne Chr. Nielsen og gl. Chr. Nielsens gravsted. Og for at nyde den smukke udsigt ind over overdrevet og skoven fra den højtliggende Kirkegård.
Snart var vi derefter samlet på Hyldehøjgård, hvor eftermiddagskaffen med mange dejlige kager blev nydt i mere stille omgivelser i den hyggelige spisestue. Snart derefter gik turen til det nærliggende store anlæg som Københavns vandvæsensmyndigheder har bygget i Ledreborg Allé. Det var en meget interessant oplevelse at få lov til at bese disse og tillige at få en kyndig forklaring på hvad et sådant værk kunde præstere og det kolossale vandforbrug der udgik derfra til København. Efter besøget på vandværket kørte vi atter tilbage til Hyldehøjgård. De frodige marker blev nu beset af herrerne. Nogen gjorde det mageligt og behageligt ved kun at se markerne fra bilerne andre var mere grundige og gik på marktur. Den pinlige orden som altid findes i mark, som stald, gårdsplads og have på Hyldehøjgård blev også ved denne lejlighed beset og beundret.
Det er en mærkelig indstilling en menneskemave har. Da det sidste stykke smørrebrød fra den store medbragte frokost, sad højt oppe i halsen tænkte vist nok de fleste, nu trænger vi bestemt ikke til mere fast næring i dag. Et par timer senere spistes der mange lækre kager ved Gudruns store kaffebord og nu igen ca. kl. 18.30 gled det ene store stykker steg ned tilsyneladende med den største appetit efter dette dessert.
Mon det er det gode selskab og den megen snakken som styrker appetitten ? Jeg spørger blot. Hvorledes er det ellers muligt ydermere på en helligdag at sætte så store rationer af fast føde til livs. Og helt uforståeligt er det da for de mennesker som nærmest klarer sig med lidt urtesuppe og andre lettere vitaminføde til daglig.
Fortid og nutid opfrisker sådan en familie pinsedag. Og det er vel den væsentligste årsag til at klubben fremdeles er levedygtig.
Til slut siger vi Gudrun og Rikard tak for den store gæstfrihed. I gæstfrihed er de eksperter, men de har jo også heri næsten daglig øvelse. Det gamle ord, at hvor der er hjerterum er der også husrum gælder i høj grad hos Gudrun og Rikard.
Christine Christensen