Pinsedag 20. maj 1956
Atter oprandt pinsedag, som børnene længe havde
talt om og glædet sig til.
Vi tog alle syv, som vi plejede med sporvogn og tog til Roskilde og gik
til mor og far for at køre med dem til Holbæk anlæg, som i år var mødestedet
for pinseklubbens medlemmer.
Poul og Ellen var værter, de var blevet gift til påske, hjertelig
velkommen i pinseklubben, Ellen.
Vi var der lidt før tolv og efter hånden kom de alle sammen, Valborg bemærkede,
hvis vi ikke kom sidst, var det vel ingen rigtig pinsedag, det viste sig
dog, at Morbror Hans, Tante Marie og Ruth først ankom noget senere. Vi
manglede Bente, som var på skole i Århus, Lise og ”Drengen” kom ikke
og Henning var på Bornholm, vi blev altså 42 i alt. Vi vil også gerne
byde Kirsten, Børges forlovede velkommen. Det var morsomt at se, hvor især
de unge forandrer sig på et år, navnlig Peter var løbet i vejret, hele
11 cm sagde Gudrun.
Moster fandt et dejligt sted, hvor der var læ og yndig udsigt over vandet
og det smukke anlæg. Frokosten spiste vi i strålende sol. Snaps var der
rigeligt af, men ikke morbror Niels syntes lidt for mange.
Efter middagslur for nogle, spadsereture rundt i anlægget for at beundre
alle de mange smukke blomster for andre, og den dejlige legeplads til børnene,
kørte vi alt til Kaltredgård, hvor Poul og Ellen bød velkommen. Her var
alt som blæst såvel inde som ude. Gulvene var til at spejle sig i og
Ellens flotte moderne soveværelse blev især stærkt beundret.
Der var dækket mange fine kaffeborde pyntet med blomster og dejlige kager.
Efter at mange kopper kaffe var drukket og vi alle var mætte blev der
holdt generalforsamling, Far blev som altid valgt til dirigent. Kaj Verner
læste sidste års beretning op, og morbror Hans og Tante Marie meldte sig
som næste års værter, Valborg blev 1 suppleant.
Vi var så ude at se alle grisene 3-400 som alle var meget fine, og
maskinerne stod flotte parat til at rykke ud, når der blev brug for dem.
Børnene spillede bold på den store gårdsplads, damerne gik i haven,
Erna foreslog buske og en stor græsplane og herrerne kørte i to biler i
marken for at se og beundre de store afgrøder.
Vi hyggede os i dagligstuen og tænkte så småt på at køre hjem da Poul
kom ind og sagde, at der var drikkelse i spisestuen og hvis vi var sultne,
var der pølser i køkkenet, selvbetjening.
Det vakte stor begejstring og der blev sat mange Pølser, megen sennep og
dejlige lunkne aflange brød til livs, dels i køkkenet og dels i
spisestuen, hvor kasser stod med øl, guldexport og sodavand som blev
drukket af glas eller flaske efter behag. Det var vældig fornøjeligt.
Derefter kørte alle seks biler frem og efter endnu en vellykket pinsedag
og mange tak til Poul og Ellen for al hygge og besvær, kørte vi hver til
sit.
Rigmor d. 22/5 1956
|