Pinseturen 1959


Pinsedag 17. maj 1959

Vejret tegnede vældigt fint pinsemorgen, så humøret var allerede højt. Med undtagelse af 10 medlemmer: Henning, Børge, Kirsten, Lille ny, Torben, Lise, Jørn, Niels, Per, Erik, Anne Louise, samledes klubben i Gjørslev skov. Værtfolkene havde fundet et dejligt sted med både sol og skygge. Da frokosten var spist i den skønne skov, spredtes nyheden om et lille nyt pinseklubmedlem så dagens lys, og hurra, du skal være hjertelig velkommen.
Fra Gjørslev startede vi på en dejlig tur ad biveje til Højerup kirke ved Stevns klint. Her gjorde vi et ophold på en tinde. Vejret var stadig strålende, så der blev fortæret en del is. Opholdet blev benyttet til at nyde udsigten og bese kirken. Der var også nogle, som var ude at sejle. For en del af medlemmerne som aldrig før havde været på Stevns, var udsigten fra klinten en stor oplevelse.
Fra Højerup gik turen til Rødvig. Det var morsomt at køre gennem Stevns fede jord, og alle vegne stod markerne frodigt og godt. Vi kørte videre forbi Højstrup og Vemmetofte gennem Karise til Hårlev. Derfor kørte vi ad små biveje til Vallø Slot og endte på Boholtegård. Det havde været en smuk og godt tilrettelagt tur.
Hos Erna og Knud fik vi forfriskninger i Haven, hvor den meget smukke græsplæne blev beundret. Der var nu tid til at slappe af, inden der blev kaldt til middag. Denne bestod af lægger Bøf stroganoff og dejlig tærte og kaffe. Erna for rundt og klarede alle ting helt alene nydeligt og let. I en sådan situation har vi andre 2-3 serveringsdamer, så vi har noget at lære. Desværre skete der et lille uheld under middagen idet lille Poul Christian blev bidt af hunden. Bente og Ellen tog på skadestuen og efter en sprøjtning for stivkrampe var Poul Christian glad igen.
Generalforsamlingen holdtes efter kaffen og Knud valgtes til dirigent og morbror Hans læste referatet fra sidste pinsetur. Elly og V. K. glædede sig til at se klubben til næste år. Mor og far meldte sig som suppleanter.
Der blev sendt hilsner til Niels Erik på Malaysia, Sysser i Frankrig og familien Smidt i England.
Efter endnu en times hyggeligt samvær og beskuelse af sølvbryllupsgaver, hvoraf særlig en rosentræskiste med messingbeslag fra Niels Erik blev beundret, tog hver familie af sted. Alle var enige om, at vi havde haft en meget vellykket dag med pragtfuldt vejr.
Hjertelig tak Erna og Knud.
Valborg



Else, Kirsten, Lene, Inga, Kaj Verner og Anne