Pinsedag 17. maj 1970
Rigmor havde indbudt pinseklubben til møde i en
dejlig fredelig park ved Bagsværd sø, hvor vi måtte opholde os på græsplænen
og nyde den medbragte frokost. Efter den nye ordning er det blevet så
nemt at være vært, at alle kan påtage sig det, at opgaven kun er at
sende ca. 6 indbydelser og finde pladsen, hvor vi skal spise.
Vi var heldige med vejret, det var skønt og det betyder så meget, især
med denne ordning. Tilslutningen var god, dog manglede der 21, og det var
Bente, Gunnar, Niels Erik, Janie, Irene, Kisse, Sydney, Nikolaj, Torben,
Sven, Marianne, Jytte, Peter, Jane, Lars, Leif, Nene, Jesper, Torben, John
og Else.
Efter frokosten var der generalforsamling med Knud som dirigent. Det blev
meddelt at Poul, Ellen, Poul Kristian og Anders havde udmeldt sig af
foreningen. Poul skulle have arrangeret sammenkomsten i 1971 og Valborg og
Sven rykkede så frem og lovede at overtage hvervet og med Erna og Knud
som suppleant. Efter generalforsamlingen spadserede en del til Bagsværd sø,
mens andre dasede eller på anden måde hyggede sig i hinandens selskab,
og der var enighed om at foreningen kunne leve videre. Vi siger Rigmor tak
for den gode plads, hun havde fundet til samværet.
Kaj Verner.
|