Pinsedag 18. maj 1997
Turen i år gik til det sydlige Danmark. Inge og Stig
inviterede Pinseklubben til deres nye besiddelse - Ålholm Slot - ved
Nysted på Lolland. Mange af klubbens medlemmer fandt, det var et
spændende mødested og tog forventningsfulde i stort tal syd eller
østpå.
I Nordsjælland så vejret - en meget vigtig faktor - for klubbens virke
ikke opløftende ud. Regnskyer og en kraftig vind tydede ikke på en
særlig rar dag i det fri med madkurven. Men fuld af fortrøstning pakkede
vi pligtskyldigt madkurven og rigeligt med drikkelse og håbede noget
skulle ændre sig til det bedre. Den lange køretur startede og ved
farøbroerne begyndte det at lysne. Solen brød frem og fornøjeligt
ankom de fleste punktlig kl. 12 til parken hvor Inge og Stig bød
velkommen og fik det stor selskab placeret. En senere optælling på
dagen viste 105 personer + adskillige hunde var mødt frem. Imponerende.
Noget tyder på at pinseklubben består i bedste velgående.
Den obligatoriske frokost, som varierer fra den traditionelle sild, lun
kylling, roastbeef og rejer til de mere pasta og pizza lignende sager i
alle afskygninger. Der var en herlig stemning i solen og varmen i læet
bag buskene steg til det ganske behagelige.
Efter megen fotografering af de enkelte familier blev der kaldt til
generalforsamling, hvor Peter og uden modkandidater som vanligt blev valgt
til dirigent.
Peter konstaterede at indbydelsen var kommet rettidigt og at der i det
forløbne år ikke var indkommet forslag til generalforsamlingen. Jytte
læste årsberetningen, som blev godkendt med stor applaus. Dernæst blev
næste års værtsfamilie valgt. Elly stillede sig til rådighed som 1.
valg med Kisser som suppleant. Valgene blev godkendte. Regnskaber er der
ingen af og under eventuelt var der ingen forslag.
Nu var der mulighed for udflugt. Stig og Inge bød klubben på en rundtur
i omegnen, så vi kunne få en fornemmelse af det store gods med de mange
gårde. Vi tog af sted i 25 biler, som i kotege snoede sig gennem
landskabet. For en veteran i Pinseklubben (Karsten) var det et nostalgisk
tilbageblik til 1950'erne og tresserne, hvor vi også kørte i kotege for
at se på landskaber, gårde og ny tilsåede marker og efter en voldsom
køreturssyge hos nogle af børnene afsluttede dagen med mad hos
værtsparret.
Historier gentog sig - nu var avlsgårdene blot lidt større end dem vi
så i 50'erne. Ikke så mange dyr men flere og større maskiner, som kan
klare de store arealer uden særlig megen arbejdskraft. Turen fortsatte ad
meget hullede skov- og jordveje forbi flere af godsets gårde. Et smukt
syn med 25 biler på rad og række, og alle fik vi testet vores støddæmperes kvalitet. Efter markturen kom vi til Ålholm Slot, hvor vi
beså gemakkerne. I foråret havde der været auktion over de tidligere
ejers inventar og gudskelov havde Inge og Stig tilkøbt en hel del
effekter. Fra vinduerne var der en smuk udsigt ud over Nysted havn.
Slottes beliggenhed må være en af de smukkeste i Danmark.
Efter en interessant gang rundt på slottet bød Inge og Stig på mad i
automobilmuseets café. Men først var der lejlighed til at bese museets
meget flotte bil- og motorcykelsamling. Alle bilfreaks tænder løb i vand
og togbanen var også spændende. Ja, her var noget at se for alle aldre.
Vi nærmede os 17.30 og sulten var så småt ved at indfinde sig igen. Der
var alt, hvad hjertet kunne begære. På medlemmernes appetit kunne man
godt se, at det var laaaang tid siden frokosten var fortæret.
Kaffe og kage afsluttede det dejlige måltid og med god samvittighed drog
vi mod nord, undtagen Inga og Peter som tog med Rødbyfærgen hjemad mod
Als.
Pinseturen 1997 kan karaktiseres som meget succesfuld med et meget stort
fremmøde. Udflugten til det smukke Ålholm Slot på Lolland, som nu er
kommet ind i Pinseklubben via Inge og Stig, var en dejlig oplevelse.
Vi takker værtsparret for en dejlig dag og håber på gensyn om nogle år.
Winnie og Karsten
|