Pinseturen 2003


Pinsedag 8. juni 2003

Familien Boholt havde inviteret til årets pinsetur, pinsedag den 8. juni 2003 kl. 12.00.
Denne gang skulle vi mødes i Solgårdsparken i Strøby Egede lige syd for Køge. Efter 2 år med regnvejr, var vejrguderne med os denne gang. Flot solskin og dejligt varmt. Solgårdsparken drives af en forening, som vedligeholder og driver et stort parkområde på frivillig basis.
Solgården blev revet ned i 1986, men flere af deltagerne fra Pinseklubben kender bygningen fra før den tid. Faciliteterne var gode med masser af borde og bænke, toiletter mv. Der var tilmeldt 79 til årets pinsetur og deltagerne fik hurtigt arrangeret sig med bænke og borde i den flotte natur.
Den medbragte mad og drikke blev på vanlig vis indtaget straks efter ankomsten. Karsten kom med praktiske kommentarer til dagens forløb og han havde endda lavet en familiestatistik om familiernes fremmøde. Boholt-famlien havde den højeste repræsentation med 26 tilmeldte deltagere, mens Rigmors familie var nr. 2 med 22 deltagere.
Efter frokosten blev generalforsamlingen afholdt med Karsten som dirigent. Indbydelsen var for første gang sendt ud via e-mail og var åbenbart nået rettidigt ud til alle (også dem uden e-mail). Karsten mindedes Rigmor, som døde den 6. marts 2003 i en alder af 93 år. Rigmor har været en af pinseklubbens faste støtter og hun har deltaget i pinseturene siden klubbens start i 1939.
Derefter læste Inga referatet fra sidste pinsetur i Karlslunde. Ida og Lise meldte sig som næste års værter. Som 1. suppleant meldte familien Dylov sig. Under evt. efterlyste Claus tilskud til vedligeholdelse af Pinseklubbens hjemmeside, som benyttes mere og mere af medlemmerne. Adressekartoteket vedligeholdes også via hjemmesiden, så Hanne behøvede ikke at dele ret mange adresselister ud denne gang.
Efter generalforsamlingen hyggede de fleste sig på stedet, men nogle kørte til Vallø slot og Køge Miniby. Kl. 17.00 serverede familien Boholt grillede pølser med øl og vand. Meterologerne havde truet med et voldsomt uvejr sidst på dagen og telefonopringninger til Jylland viste at det var på vej, så deltagerne forlod det dejlige sted ved 18-tiden.
Tak til værtsfamilien for endnu en vellykket pinsedag.
Hilsen fra ”Rigmors familie”

Nené og Leif

PS:
Ved sidste års pinsetur havde jeg regnet ud at pinseklubben har ca. 135 medlemmer og Karsten var kommet til næsten samme antal i år.